Histologisk laboratorium modtager vævsprøver til undersøgelse, som kan variere fra store organer til meget smÃ¥ biopsier. Vævsprøverne sendes til afdelingen i en klar væske kaldet formalin. Formalin er et konserveringsmiddel, som bevarer cellerne og strukturerne i vævet. PÃ¥ denne mÃ¥de sørges for, at celler og væv har samme struktur som inde i kroppen. NÃ¥r prøven ankommer til histologisk laboratorium tildeles den et unikt identifikationsnummer (IDnr), som følger prøven igennem laboratoriet.Â
Vævsprøverne inddeles i forskellige kategorier efter størrelse, hvor meget de haster, og hvem der skal hÃ¥ndtere prøverne til den første vurdering. Alle prøver skal vurderes visuelt inden den videre behandling. Mindre prøver vurderes af en bioanalytiker, og større prøver vurderes af en patolog. Prøverne skal beskrives til patienternes journaler, og ved større prøver skal patologen vurderer hvilke omrÃ¥der af vævet, der udtages til videre behandling. Disse omrÃ¥der af vævet lægges i kapsler med IDnr pÃ¥.Â
NÃ¥r kapslerne med væv er gennemgÃ¥et en behandling natten over, skal de støbes i paraffin, som er en form for stearin. Paraffinen stabiliserer vævet i kapslen og gør det nemt for bioanalytikerne at skære meget tynde snit af vævet. Der kan skæres utrolig mange snit fra det samme stykke væv. De tynde snit placeres pÃ¥ objektglas, hvor det tørrer og sætter sig fast. Herefter farves snittene med en kemisk oversigtsfarvning (Hematoxylin/eosin), hvor cellers kerner farves lilla og cytoplasma lyserødt. Det gør det muligt ved høj forstørrelse at se forskel pÃ¥ de enkelte celler i vævet. Hvis det er nødvendigt at fremhæve bestemte celler i vævet, kan man vælge at bruge andre farvninger. Der findes mange forskellige farvninger, som farver og fremhæver specifikke celler i vævet. Foruden de kemiske farvninger af vævet, er det ogsÃ¥ muligt at benytte sig af antistoffer, som er rettet mod specifikke proteiner (antigener) pÃ¥ overfladen af cellerne. Dette kaldes immunfarvninger. Antigener og antistoffer passer sammen som nøgle og lÃ¥s, hvilket gør det muligt at sætte antistoffer til vævet, som kan binde sig til bestemte proteiner pÃ¥ celler. PÃ¥ antistoffet er bundet et farvestof, som man kan fremkalde og se ved høj forstørrelse. Ofte bruges bÃ¥de kemiske farvninger og immunfarvninger af vævet i kombination, for at patologen kan stille en korrekt diagnose.Â
For at patologen kan vurdere snittene af det farvede væv, skal de scannes ved høj forstørrelse og sendes til et tilhørende computerprogram. Patologen kan hente alle billederne af vævet fra en bestemt patient frem på sin computer, vurdere billederne og sende en endelig diagnose til rekvirenten. Afdelingen modtager også prøver fra operationsstuerne til haste vurdering. Disse prøver sendes uden at være konserveret med formalin. Ofte er patienten stadig i narkose på operationsstuen i den periode, hvor de venter på svar på prøven. Patologen vurderer straks de områder, der skal vurderes i mikroskopet. Bioanalytikeren fryser prøven ned til minus 40 °c, for at der kan skæres nogle snit af vævet meget hurtigt. Snittene placeres på objektglas og kan nu farves. Når de er farvede, kan patologen vurdere vævet i mikroskopet og sende svar retur til operationsstuen, om kirurgen har skåret alt det syge væv væk. Hvis de ikke har, gentages proceduren, til alt det syge væv er helt skåret væk fra patienten. Det frosne væv tøs op igen og gennemgår den samme procedure som alt andet væv, når der er givet endeligt svar til operationsstuen. Denne metode anvendes til at stille en hurtig diagnose, hvorimod der med den almindelige metode opnås mere stabilitet i vævsstrukturen. og holdbarheden af vævet forlænges.
Kapsler med væv gemmes i flere år i tilfælde af, at der skal laves yderligere undersøgelser på det engang i fremtiden.
Vævsprøverne inddeles i forskellige kategorier efter størrelse, hvor meget de haster, og hvem der skal hÃ¥ndtere prøverne til den første vurdering. Alle prøver skal vurderes visuelt inden den videre behandling. Mindre prøver vurderes af en bioanalytiker, og større prøver vurderes af en patolog. Prøverne skal beskrives til patienternes journaler, og ved større prøver skal patologen vurderer hvilke omrÃ¥der af vævet, der udtages til videre behandling. Disse omrÃ¥der af vævet lægges i kapsler med IDnr pÃ¥.Â
NÃ¥r kapslerne med væv er gennemgÃ¥et en behandling natten over, skal de støbes i paraffin, som er en form for stearin. Paraffinen stabiliserer vævet i kapslen og gør det nemt for bioanalytikerne at skære meget tynde snit af vævet. Der kan skæres utrolig mange snit fra det samme stykke væv. De tynde snit placeres pÃ¥ objektglas, hvor det tørrer og sætter sig fast. Herefter farves snittene med en kemisk oversigtsfarvning (Hematoxylin/eosin), hvor cellers kerner farves lilla og cytoplasma lyserødt. Det gør det muligt ved høj forstørrelse at se forskel pÃ¥ de enkelte celler i vævet. Hvis det er nødvendigt at fremhæve bestemte celler i vævet, kan man vælge at bruge andre farvninger. Der findes mange forskellige farvninger, som farver og fremhæver specifikke celler i vævet. Foruden de kemiske farvninger af vævet, er det ogsÃ¥ muligt at benytte sig af antistoffer, som er rettet mod specifikke proteiner (antigener) pÃ¥ overfladen af cellerne. Dette kaldes immunfarvninger. Antigener og antistoffer passer sammen som nøgle og lÃ¥s, hvilket gør det muligt at sætte antistoffer til vævet, som kan binde sig til bestemte proteiner pÃ¥ celler. PÃ¥ antistoffet er bundet et farvestof, som man kan fremkalde og se ved høj forstørrelse. Ofte bruges bÃ¥de kemiske farvninger og immunfarvninger af vævet i kombination, for at patologen kan stille en korrekt diagnose.Â
For at patologen kan vurdere snittene af det farvede væv, skal de scannes ved høj forstørrelse og sendes til et tilhørende computerprogram. Patologen kan hente alle billederne af vævet fra en bestemt patient frem på sin computer, vurdere billederne og sende en endelig diagnose til rekvirenten. Afdelingen modtager også prøver fra operationsstuerne til haste vurdering. Disse prøver sendes uden at være konserveret med formalin. Ofte er patienten stadig i narkose på operationsstuen i den periode, hvor de venter på svar på prøven. Patologen vurderer straks de områder, der skal vurderes i mikroskopet. Bioanalytikeren fryser prøven ned til minus 40 °c, for at der kan skæres nogle snit af vævet meget hurtigt. Snittene placeres på objektglas og kan nu farves. Når de er farvede, kan patologen vurdere vævet i mikroskopet og sende svar retur til operationsstuen, om kirurgen har skåret alt det syge væv væk. Hvis de ikke har, gentages proceduren, til alt det syge væv er helt skåret væk fra patienten. Det frosne væv tøs op igen og gennemgår den samme procedure som alt andet væv, når der er givet endeligt svar til operationsstuen. Denne metode anvendes til at stille en hurtig diagnose, hvorimod der med den almindelige metode opnås mere stabilitet i vævsstrukturen. og holdbarheden af vævet forlænges.
Kapsler med væv gemmes i flere år i tilfælde af, at der skal laves yderligere undersøgelser på det engang i fremtiden.