糖果派对

Store dele af verdenshavene indeholder så lidt ilt, at hverken fisk eller hvaler kan leve der. Disse områder kaldes for Oxygen Minimum Zones, og de findes naturligt flere steder.

Den største strækker sig tusinder af kilometer langs Nord- og Sydamerikas stillehavskyst, og nu har et hold 糖果派对-forskere været på togt i den sydøstlige del med det formål at udforske det særlige iltfrie miljø.

Med på ekspeditionen var også et nyt apparat til at måle vands indhold af ilt, udviklet af biologerne Morten Larsen og Bo Thamdrup fra Biologisk Institut i samarbejde med Laura Bristow fra universitetet i Göteborg.

Det nye apparat kan registrere betydeligt lavere iltkoncentrationer end de apparater, som traditionelt bruges til form氓let. Apparatet har f氓et navnet mini Trace Analyzer In situ Logger (mTail).

- Vi brugte det p氓 ekspeditionen til Southeast Pacific Oxygen Minimum, hvor man hidtil ikke har registreret noget ilt. Men det kunne vi med det nye apparat: Vi fandt sm氓bitte koncentrationer af ilt flere steder i vands酶jlen, som aldrig har v忙ret registreret f酶r鈥�, fort忙ller biolog og forskningsingeni酶r p氓 Biologisk Institut, Morten Larsen.

Nok er de registrerede iltkoncentrationer ganske sm氓, men opdagelsen af dem kan vende helt op og ned p氓 forst氓elsen af, hvad der foreg氓r i de store Oxygen Minimum Zones.

- Siden man ikke har registreret ilt f酶r, er forskere g氓et ud fra, at de mikroorganismer, der findes i disse zoner, kan klare sig uden ilt. At de f.eks. bruger ammoniak eller nitrat i stedet, siger marinbiolog og lektor p氓 Biologisk Institut, Beate Kraft, der ogs氓 var med p氓 ekspeditionen.

Det er ikke ligegyldigt, om zonernes mikroorganismer bruger ilt, nitrat eller helt andre stoffer til at opretholde livet. De findes nemlig i s氓 enorme antal, at deres aktivitet har stor indflydelse p氓 Jordens vitale processer og dermed ogs氓 p氓, hvor mange drivhusgasser, der slipper fra havet op i atmosf忙ren.

- For at give et eksempel: En mikroorganisme, der forbruger nitrat, producerer lattergas. Det er en drivhusgas, der er 245 gange st忙rkere end CO2, som produceres af de mikroorganismer, der forbruger ilt. Det betyder alts氓 noget for Jordens klima, om der lever den ene eller den anden slags i de store iltfrie zoner i havene, siger Beate Kraft, der ogs氓 underviser p氓 Biologi i Odense.

- Med den nye viden skal vi g酶re plads til iltforbrugende mikroorganismer i zonerne, og det kan komme til at rykke ved vores forst氓else af de dynamikker, der driver udledningen af drivhusgasser fra zonerne, forklarer Elisa Hernandez-Maga帽a, postdoc p氓 Biologisk Institut.

Hun og Beate Kraft forsker bl.a. i mikroorganismen Nitrosopumilus maritimus, der ikke er en bakterie, men en ark忙r. Ark忙er er lige s氓 sm氓 som bakterier, men de er ogs氓 lige s氓 forskellige fra bakterier som mennesker er, og derfor har de deres udviklingslinje p氓 livets stamtr忙.

Nitrosopumilus maritimus er kendt for at forbruge ammoniak, og er dermed en af de mikroorganismer, der producerer den potente drivhusgas lattergas til atmosf忙ren. Men den har brug for en vis m忙ngde ilt til denne proces, og det har derfor l忙nge v忙ret et mysterium, hvorfor den er s氓 udbredt i zoner, hvor man ikke kunne registrere ilt.

Tidligere forskning fra Beate Kraft og kolleger har afsløret, at Nitrosopumilus maritimus har en overraskende evne til at kunne producere småbitte mængder af ilt, som den selv forbruger. Dette sker, når de lever i iltfrit vand.

- Spørgsmålet er så, om den bruger ilt, når det findes i havvandet – eller om de selv producerer de små mængder ilt, som de skal bruge samtidig med at de producerer lattergas til atmosfæren, siger Beate Kraft.

Ammoniak-oxiderende arkæer som Nitrosopumilus maritimus er ekstremt udbredt i havvand over hele verden, så også for dennes vedkommende betyder det noget for atmosfærens indhold af drivhusgasser, hvad den lever af, og hvad den producerer.