糖果派对

Det handler om at få komplekse emner til at trænge igennem den larmende informationsstrøm samtidig med, at man bevarer faglighed og fokus.
Mediedagsordenen er flygtig, og efter nytårets festligheder vil opmærksomheden snart skifte fra Kongens nytårstale til andre emner – fra politiske kriser til sportsbegivenheder og klimakrise. Som forsker inden for et nicheområde som royal branding er jeg forberedt på at køre på en bølge af opmærksomhed, når den er der men også acceptere, at den kan forsvinde lige så hurtigt, som den opstod.

Ustabile bølger

Lad mig starte med et konkret eksempel. Ved årsskiftet var der en markant medieinteresse for Kongens nytårstale – den første fra Danmarks nye monark, Kong Frederik X. Jeg blev kontaktet dagen før om mit bud på, hvad Kongens nytårstale mon ville indeholde, og jeg deltog i TV2 News’ ekspertpanel nytårsaften, hvor jeg delte mine refleksioner på talens betydning for kongehusets brand. 
Det var en fremragende mulighed for at sætte fokus på mit forskningsfelt og bidrage til en bredere forståelse af, hvordan kommunikation og marketing både styrker og styrer institutioners relevans. Det var en fornøjelse at være med i programmet, og det er min vurdering, at det samtidig afspejler  et begyndende redaktionelt skifte hos medierne med øget fokus på kongehusets marketing.   
Dertil kommer, at jeg en måned før nytår skriver en kronik om kongehusets beslutning om at udfase hofleverandørordningen sammen med en kollega, og før Weekendavisen valgte at tage den op, nåede vi at sende den til to andre aviser – det er en situation, som mange forskere kan genkende. Det understreger, hvordan perioder med øget interesse kan være en kærkommen lejlighed til at formidle forskning. Men det er også en påmindelse om, at forskeren risikerer at investere tid og kræfter i formidling uden, at det nødvendigvis bliver samlet op af pressen, eller når ud til et større publikum, som var hensigten. 

En konstant kamp for relevans

For at blive en del af den offentlige debat må man være tilgængelig, levere relevante og skarpe analyser og arbejde aktivt for at placere sig i mediernes synsfelt. Det betyder, at man skal investere tid i formidling, netværk og opbygning af relationer til journalister og medier – alt sammen uden garanti for, at ens arbejde faktisk kaster noget af sig.
Jagten på opmærksomhed indeholder samtidig en risiko for at blive typecastet. Som forsker ønsker man ikke kun at blive associeret med ét snævert emne, fordi det kan reducere ens faglige bredde og muligheder for at deltage i andre debatter. Mit forskningsområde er eksempelvis langt større end lige præcis royal branding, og indbefatter bl.a. kommercielle droner, teknologidiffusion, og ansvarlig markedsudvikling.
Kampen om opmærksomhed handler derfor også om at fastholde en bred faglig profil og sikre, at ens forskning bliver set i en større sammenhæng. Jeg vil lige så lidt være ”kongehusforsker” som   ”droneforsker”, og det kræver en bevidst indsats at bevare min relevans uden for et enkelt ekspertområde. Men den kamp kan være opslidende. Det er nemlig tid der bliver taget fra selve forskningen, undervisning eller andre kerneopgaver.

En fælles udfordring

I et oplyst videnssamfund burde forskning spille en central rolle i den offentlige debat. Men vores kollektive fokus er sårbar over for begivenheder og temaer, der hurtigt kan dominere den kollektive dagsorden. Krigen i Ukraine, klimaforandringer og økonomiske kriser er eksempler på emner, der fortjener at fylde meget for tiden, men som også må konkurrere med mere sensationelle historier om kendisser eller sportspræstationer. For ikke at tale om Kongehus og nytårstale.
Dette skiftende fokus gør det svært for forskere at sikre, at vigtige og komplekse emner får den nødvendige opmærksomhed. Og når medierne faktisk vender sig mod et forskningsfelt, er det ofte for at dække en konkret begivenhed, hvilket skaber et midlertidigt ”højdepunkt” for interessen. For forskeren gælder det om at udnytte den interesse – men også om at forberede sig på, at den snart forsvinder igen.
Når medierne retter opmærksomheden mod mit felt, er det en mulighed for at gøre min forskning relevant for en bredere offentlighed. Det kræver, at jeg kan koble mit arbejde til aktuelle emner og gøre det let for journalister og redaktører at se relevansen, og i perioder med mindre interesse må jeg derfor arbejde for at holde mig i spil. Sociale medier og faglige netværk kan hjælpe med at fastholde en vis synlighed.
Vi må lære at navigere i opmærksomhedsøkonomien, ligesom alle andre, uden at det går ud over vores kerneopgaver. Det kræver en strategisk tilgang, tålmodighed og en bevidsthed om hvordan forskeren bedst bruger tid og ressourcer. Vi må anerkende, at forskningsformidling kræver tid og indsats og er en kamp, der ikke kan vindes af forskeren alene. Det er et fælles ansvar, at vigtig viden ikke drukner – ansvaret ligger hos medier, forskere, universiteter og samfund som helhed.
For når forskere lykkes med at skabe opmærksomhed om deres arbejde, kan det bidrage til at øge vores fælles forståelse og skabe et mere oplyst samfund. Den indsats er værd at kæmpe for, selv når bølgen trækker sig tilbage.