糖果派对

Der var engang, hvor alle snakkede om truslen fra tungmetaller, opl酶sningsmidler og olieforurening. Den snak er stadig relevant, men har i dag f氓et selskab af snakke om trusler fra mikro- og nanouniverset. Nu taler vi i h酶j grad ogs氓 om hormonforstyrrende stoffer, nanopartikler, mikroplastik og s氓gar nanoplastik.

Den teknologiske revolution har skabt tusindvis af forskellige bittesm氓 molekyler og partikler, der kan p氓virke os p氓鈥� Ja, forskere ved det faktisk ikke endnu, fordi nogle af forskningsfelterne er s氓 forholdsvis nye, at de f酶rste studier ikke har mere end et par 氓r p氓 bagen.

Derudover er det meget komplekst at finde hoved og hale i problemstillingen, og derfor kender ingen rigtig til truslernes st酶rrelse eller omfang. Sidel酶bende bliver der hver eneste dag udviklet nye mikroskopiske stoffer, der sniger sig ind i den luft, det vand og den mad, som er livsgrundlaget for det at v忙re menneske.

Forskere har set nogle klare indikationer p氓, at vi har behov for regulering af industriens udledning af stoffer i mikro- og nanost酶rrelse. For mens nogle af de mikroskopiske stoffer rummer l酶ftet om banebrydende medicinske landvindinger, truer andre med at 酶del忙gge b氓de os og naturen indefra. Det er op til forskerne at finde ud af, hvilke der g酶r hvad, og r氓dgive lovgivere om det n忙ste skridt, f酶r det hele l酶ber l酶bsk.

P氓 Syddansk Universitet sidder nogle af verdens fremmeste forskere inden for feltet, og med b氓de store internationale 酶konomiske bevillinger i ryggen og med adgang til det mest avancerede udstyr i verden har de lagt sig i selen for at udstikke retningen for fremtiden.

Vi har taget en snak med adjunkt Elvis Genbo Xu, professor Frank Kjeldsen, professor og institutleder Horst-G眉nter Rubahn samt lektor Henrik Holbech om nutiden og fremtiden for truslerne fra mikro- og nanouniverset.

Plastik bliver til mikroplastik

Man skal have levet p氓 en helt anden planet, hvis man inden for de seneste par 氓r ikke har h酶rt om mikroplastik. Medierne (og for den sags skyld ogs氓 verdenshavene) er fyldt med det.

Mikroplastik bliver i stort omfang dannet i havet, hvor havets bev忙gelser er med til at rive plastik fra hinanden som en makulator i planetst酶rrelse. F酶rst bliver plastikindk酶bsposen revet fra hinanden. S氓 bliver de store bidder plastik revet i mindre bidder. De mindre bidder bliver knust endnu mere, indtil plastikstykkerne er s氓 sm氓, at man ikke l忙ngere kan se dem med det blotte 酶je.

Det kan man til geng忙ld under et mikroskop, og bare inden for det seneste 氓r har forskere med gru m氓ttet konkludere, at der er mikroplastik overalt og i hver eneste kubikmeter af verdenshavene. Selv i de dybeste havbunde er der fundet mikroplastik.

De sm氓 stykker plastik bliver optaget af havets dyr og planter, som akkumulerer det i st酶rre og st酶rre m忙ngder, hvilket i sidste ende betyder, at tunb酶ffen p氓 din tallerken kan v忙re fyldt med mikroplastik fra alt fra indk酶bsposer til engangsbarberskrabere og plastikflasker. Velbekomme!

Er det s氓 farligt, kan man passende sp酶rge sig selv. Svaret er, at det pr酶ver forskere stadig at finde ud af.

鈥� Flere studier har sl氓et fast, at mikroplastik kan p氓virke forskellige organismers overlevelse, v忙kst, f酶deindtag og reproduktion. Dog er disse studier lavet med veldefineret mikroplastik, der er meget forskellig fra den mikroplastik, som findes i naturen, hvor der eksisterer en stor variation i polymertyper, -former og -st酶rrelser og med forskellige overfladekarakteristika. Indtil videre ved vi kun meget lidt om dette mix af mikroplastik, forklarer Elvis Genbo Xu.

Mikroplastik bliver til nanoplastik

Det skr忙mmende perspektiv stopper dog ikke ved mikroplastikken. Det naturlige n忙ste skridt, n氓r plastikken kommer endnu en tur gennem planetens makulator, er, at mikroplastikken bliver til nanoplastik.

Hvis forskerne er usikre p氓, hvad effekten af mikroplastik er, st氓r de p氓 helt bar bund, n氓r det g忙lder nanoplastik. Og der er faktisk en signifikant forskel mellem de to.

鈥� N氓r plastikken kommer ned i nanost酶rrelse, kan plastikpartiklerne tr忙nge ind gennem cellemembranen og ind i cellerne. Det er endnu mere skr忙mmende, for der er effekten endnu mere ukendt i forhold til mikroplastik. Vi har i nogle fors酶g med laverest氓ende dyr set, at nanoplastik kan tr忙nge ind i cellerne, men vi har slet ikke styr p氓, hvad de langsigtede konsekvenser er, siger Elvis Genbo Xu.

Forskeren fra 糖果派对 forklarer, at to ting skal belyses meget bedre i fremtiden, hvis det p氓 nogen m氓de skal blive muligt at lave fornuftsbaseret lovgivning og r氓dgivning p氓 omr氓det:

For det f酶rste er forskere n酶dt til at finde ud af, hvor meget nanoplastik der findes i havene og i resten af verden. Det handler meget simpelt om at forst氓, hvor meget vi bliver eksponeret for. Faktisk bliver vi muligvis eksponeret for allermest nanoplastik i vores hjem eller p氓 kontoret, hvor mange m酶bler og genstande omkring os fylder luften med dem.

Foruden teknikkerne til at kvantificere nanoplastik i milj酶et er forskerne ogs氓 n酶dt til at udvikle nogle teknikker, som tillader dem at differentiere mellem nanoplastik og de biologiske molekyler i nanost酶rrelse, som findes i eksempelvis en celle.

For det andet (hvilket er Elvis Genbo Xu鈥檚 prim忙re forskningsomr氓de) er forskere ogs氓 n酶dt til at finde ud af, hvad det betyder for dig, mig og alle andre, at vores celler bliver invaderet med nanoplastik. Den slags opdagelser starter med eksperimenter p氓 celleniveau, hvor forskere uds忙tter celler for forskellige doser af nanoplastik og ser, hvordan cellerne reagerer. Efterf酶lgende flyttes fors酶gene til dyr for at se, om effekterne p氓 celleniveau kommer til udtryk p氓 organismeniveau.

Et helt tredje lag i problemstillingen er, at plastik som materiale er rigtig godt til at optage andre stoffer, eksempelvis hormonforstyrrende stoffer, som p氓 den m氓de kan f氓 fri adgang til cellerne, hvor de efterf酶lgende kan blive frigivet.

鈥� Der er lavet nogle fors酶g med fr酶er og dafnier, og de viser, at selv store m忙ngder nanoplastik ikke er d酶dbringende, men der kan alligevel v忙re nogle negative effekter over tid, som vi endnu ikke har f氓et belyst, siger Elvis Genbo Xu.

Hormonforstyrrende stoffer skader b氓de os og milj酶et

Og hormonforstyrrende stoffer er det netop det forskningsomr氓de, der interesserer Henrik Holbech allermest.

Hormonforstyrrende stoffer kan b氓de v忙re menneskeskabte kemikalier, men det kan faktisk ogs氓 v忙re naturligt skabte stoffer. Skal vi lave en hurtig definition, er hormonforstyrrende stoffer udefrakommende molekyler, der kan p氓virke hormonsystemerne i kroppen og p氓 den m氓de skade organismen.

Problemerne med de hormonforstyrrende stoffer g忙lder b氓de for vores sundhed og for milj酶et:

I milj酶et kan de hormonforstyrrende stoffer 忙ndre p氓 eksempelvis forholdet mellem hanner og hunner af en given bestand af dyr. I unders酶gelser af hormonforstyrrende stoffer i laboratoriet benytter forskere som Henrik Holbech sig blandt andet af zebrafisk til at se, hvilke m忙ngder af et stof der skal til, f酶r det kan f氓 alvorlige konsekvenser for k酶nsfordelingen. N氓r koncentrationerne bliver for h酶je, kan der komme flere hanner eller hunner, og overf酶rer man den konklusion til naturen, er det ikke sv忙rt at f氓 酶je p氓, hvordan de hormonforstyrrende stoffer i milj酶et kan skubbe ved den delikate naturlige balance mellem k酶nnene og m氓ske bringe nogle arter p氓 kanten af udryddelse.

鈥� Et klassisk eksempel er ethinyl酶stradiol, der er et 酶strogen. Det blev tidligere brugt i p-piller, og p氓 den m氓de kom det ogs氓 ud i naturen. Det er slet ikke meningen, at vi hanner skal uds忙ttes for st酶rre m忙ngder 酶strogen i vores omgivelser, og det kan derfor p氓virke hanner af forskellige dyrearter alvorligt, forklarer Henrik Holbech.

I menneskekroppen kan de hormonforstyrrende stoffer ogs氓 have alvorlige konsekvenser. De kan blandt andet rykke ved tidspunktet for pubertet, men hormonforstyrrende stoffer kan ogs氓 p氓virke metabolismen (stofskiftet) og ad den vej muligvis lede til fedme eller type 2-diabetes.

鈥� Specielt under fosterudviklingen er mennesker meget s氓rbare over for de hormonforstyrrende stoffer, fordi hele fosterdannelsen bliver orkestreret meget pr忙cist af blandt andet hormonerne. Derfor kan forskydninger i hormonbalancen komme til at 忙ndre ved den normale fosterudvikling. Det mest ekstreme eksempel p氓 de udefra kommende hormoner er jo, at hvis man vil g氓 fra at v忙re en mand til en kvinde eller omvendt, indtager man store m忙ngder k酶nshormoner, og det 忙ndrer ved b氓de kroppen og psyken, siger Henrik Holbech.

Danmark har v忙ret p氓 forkant

I laboratoriet p氓 Biologisk Institut p氓 糖果派对 arbejder Henrik Holbech og kollegaer med flere forskellige former for hormonforstyrrende stoffer for at unders酶ge deres effekt p氓 forskellige organismer som fisk, padder og hvirvell酶se dyr. Forskerne unders酶ger blandt andet effekter af stofskiftehormoner og androgener, som er de mandlige k酶nshormoner.

Specifikt har Henrik Holbech modtaget en stor EU-bevilling (Horizon 2020) til sammen med 15 partnere i otte lande at udvikle bedre testguidelines til at teste, om kemikalier er hormonforstyrrende.

Der er forskellige perspektiver p氓 hele forskningsomr氓det.

Det negative

Effekten af hormonforstyrrende stoffer er reel. I milj酶et har man set voldsomme effekter p氓 populationer af blandt andet snegle, krybdyr, fugle og fisk, og ser vi p氓 mennesker, har Danmark som eksempel verdens n忙sth酶jeste forekomst af testikelkr忙ft blandt m忙nd, og cirka 10 procent af alle drengeb酶rn oplever ved f酶dslen, at deres testikler ikke er faldet ned i pungen, som de b酶r. Begge dele kan formentlig krediteres, at danske m忙nd og drenge under deres udvikling bliver udsat for nogle stoffer, der s忙tter den naturlige hormonbalance ud af spillet.

L忙g dertil, at der i EU alene er godkendt mere end 20.000 industrikemikalier, som endnu ikke er blevet unders酶gt for deres potentielt hormonforstyrrende egenskaber. Indtil nu har forskere kun unders酶gt et par hundrede.

鈥� Problemet er, at n氓r man godkender et nyt industrikemikalie, skal man redeg酶re for, at det ikke er giftigt eller kr忙ftfremkaldende, men der er ingen krav til, at man kan redeg酶re for, at det ikke er hormonforstyrrende, forklarer Henrik Holbech.

Det positive

I Danmark er vi rigtig gode til at rense vores spildevand, og det betyder, at problemet med hormonforstyrrende stoffer i vores omgivelser og i vores miljø er meget mindre i dag, end det var for 20 år siden, hvor man eksempelvis så effekter på nogle af vores ferskvandsfisk. På positivsiden er også, at verden – og især EU – er ved at få øjnene op for problemet. Det betyder, at der bliver kastet store summer penge efter forskere som Henrik Holbech, der har sat sig for at gøre noget ved det.

– Internationalt er problemet med hormonforstyrrende stoffer i miljøet større end i Danmark, fordi man rigtig mange steder i verden ikke renser spildevandet, siger Henrik Holbech.

Testmetoder til at identificere hormonforstyrrende stoffer

Henrik Holbechs arbejde består i at udvikle testmetoder, som gør det muligt hurtigt at undersøge, om et kemikalie er hormonforstyrrende og i hvilke mængder. Målet er at udvikle undersøgelsesmetoder, hvor man kan benytte eksempelvis zebrafisk til at undersøge et kemikalie og samtidig få en rimelig præcis indikation af, hvordan det samme kemikalie vil opføre sig i mennesker.

– Det interessante er, at store dele af vores hormonsystem er ret konserveret evolutionært, så det er ikke så forskelligt fra zebrafisk til mennesker, siger Henrik Holbech.

Formålet med forskningsarbejdet er at identificere biomarkører, eksempelvis kønsskifte eller påvirkning af nogle proteiner, og gøre de biomarkører til standardiserede tests, som alle benytter i identificeringen af potentielle risikokemikalier.

De standardiserede tests skal efterfølgende lægge grundlaget for lovgivningen på området.

– Reglerne er for nuværende ikke fuldendte. Eksempelvis er der strenge krav til pesticider og biocider, som skal undersøges for hormonforstyrrende effekt, men der er ingen krav til industrikemikalier. Samtidig har vi i EU-regler om, at det altid er industriens, producentens eller importørens ansvar at teste, om givne kemikalier lever op til gældende standarder. I USA ser tingene anderledes ud, og der hviler ansvaret på miljøstyrelsen, forklarer Henrik Holbech.

EU har siden 2018 taget emnet alvorligt, men den bedste nyhed er, at vi har gjort det i Danmark i meget længere tid.

Nanosølv kan være farligt, og det er overalt

Vender vi tilbage til nanopartiklerne, er plastik langt fra det eneste materiale, der kan ende på nanoform i naturen og i os. Flere og flere stoffer bliver lavet på nanoform, fordi et materiales egenskaber kan ændre sig dramatisk, når det går fra at være stort til virkelig småt. Det betyder, at nogle materialer kan få meget attraktive egenskaber i nanoform, men det betyder også, at noget, som slet ikke er farligt for os mennesker i stort format, kan være meget farligt, når det kommer på nanoform.

På positivsiden kan nanopartikler benyttes til alt fra rensning af spildevand og olieoprydning til at transportere medicin rundt i kroppen eller slå infektioner ned. Et eksempel er nanosølv, der har vist sig at have en antibakteriel effekt, som sølv i stort format kun besidder i begrænset grad. Derfor har nogle producenter af plastre også puttet nanosølv på indersiden af deres produkter, så de bedre kan forhindre infektioner i at opstå. Køleskabsproducenter gør det samme på indersiden af køleskabene for at forhindre bakterier i at danne små ildelugtende kolonier. Det samme gælder emballage, der kan få fødevarer til at holde længere. Endelig har nogle producenter af cremer fundet på at putte sølvnanopartikler i deres produkter eller i strømper for at forhindre lugten af sved.

På negativsiden har forskerne i Frank Kjeldsens forskningsgruppe på 糖果派对 fundet ud af, at nanosølv har affinitet for at binde til mitokondrierne inde i vores celler. Mitokondrierne er vores cellers små kraftværker, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at det generelt er en dårlig idé, at udefrakommende partikler i nanostørrelse forstyrrer dem i deres arbejde. Blandt andet har forskningsarbejdet fra 糖果派对 vist, at hvis cellerne bliver påvirket af for mange sølvnanopartikler, kan det fremprovokere celledød. En medvirkende årsag er, at sølvnanopartiklerne skaber det, som hedder frie radikaler, der kan binde til og ødelægge alle mulige forbindelser fra proteiner til fedtstoffer inde i cellerne.

– Det er et tveægget sværd, og jeg gider heller ikke male fanden på væggen. Sandheden er, at der nok er flere forskere, som prøver at udvikle nye nanopartikler til gavn for menneskeheden, end der er forskere, som forsøger at finde ud af, hvordan de kan være skadelige. Vi kan ikke stoppe udviklingen af nanopartikler, fordi de bringer så meget godt med sig, men vi skal være meget bedre til at kunne identificere dem, som skaber problemer, og så skal vi have nok viden til at kunne lovgive fornuftigt på området, siger Frank Kjeldsen.

- I tilfældet med sølvnanopartikler må det jo nok være sådan, at der ikke skal bruges for mange af dem i forskellige produkter, og at lovgivningen skal strammes op. Men det gælder ikke for andre nanopartikler, der kan være meget gavnlige uden af have en medfølgende negativ effekt. Vi skal forsøge at lave bæredygtig nanoteknologi, siger han.

糖果派对 r氓der over noget af verdens mest avancerede udstyr

I Frank Kjeldsens laboratorium r氓der de over et af de mest avancerede v忙rkt酶jer til at studere effekten af nanopartikler p氓 celler. Mere specifikt taler vi her om et af verdens mest avancerede massespektrometre, der benyttes til at analysere proteiner i celler.

Proteiner udtrykker helt lavpraktisk, hvordan cellen har det, og hvis nanopartikler p氓virker udtrykket af proteiner og dermed cellens velbefindende, kan forskerne m氓le det.

Med massespektrometeret kan forskerne p氓 samme tid analysere 60-70 procent af alle proteinerne i en celle. De kan se, om der kommer flere af nogle og f忙rre af andre proteiner. Hvis nanopartiklerne som i eksemplet med s酶lvnanopartiklerne resulterer i en masse frie radikaler inde i cellerne, vil cellen producere flere proteiner, der tager sig af de frie radikaler. Det vil forskerne kunne se, og p氓 den m氓de kan de afg酶re, at et givent stof i nanost酶rrelse resulterer i dannelsen af skadelige frie radikaler.

鈥� I vores fors酶g har vi blandt andet fundet ud af, at nanopartikler som oftest har evnen til at komme ind i kroppen og indkapsle sig selv i proteiner, s氓 nanopartiklerne kommer til at fremst氓 som en naturlig del af kroppen og ikke et fremmedlegeme. Den type fors酶g giver os et meget bedre overblik over de effekter, som nanopartikler kan have p氓 en organisme eller p氓 os, forklarer Frank Kjeldsen.

Kombinationseffekt er m氓ske endnu farligere

Hans vision for fremtiden er, at lovgivningen bliver strammet op p氓 omr氓det, s氓 der kommer mere styr p氓 at unders酶ge nye nanopartiklers eventuelle negative effekter p氓 os mennesker, inden de bliver frigivet til markedet og vores omgivelser.

Opgaven er dog p氓 ingen m氓de lige til at g氓 til. Som eksempel findes der p氓 nuv忙rende tidspunkt 3.000 produkter med nanopartikler i, og de kan interagere forskelligt med hver af kroppens 200 forskellige slags celler. I realiteten betyder det, at hver eneste type nanopartikel skal testes op imod hver af vores celler for at se, om den kan have en negativ indflydelse.

Opgaven slutter dog ikke her, fordi der ogs氓 findes endnu et lag, hvori nanopartiklerne potentielt set kan interagere med hinanden, og s氓 kan den negative effekt af to forskellige nanopartikler blive st酶rre end summen af nanopartiklerne tilsammen.

鈥� Vi st氓r over for en k忙mpe udfordring, fordi vi skal udvikle metoder, der kan f酶lge med udviklingen, s氓 vi kan teste den store m忙ngde nanopartikler, der allerede findes derude, og som der kun kommer til at v忙re flere af i fremtiden, siger Frank Kjeldsen.

Han arbejder blandt andet p氓 at f氓 酶konomisk st酶tte til at udvikle en forbedret platform inden for proteinomr氓det, som vil g酶re det muligt for hans laboratorium at teste 10 gange s氓 mange nanopartikler p氓 daglig basis.

– Det er i virkeligheden der, hvor vi står i dag. Producenterne bliver ved med at spytte flere og flere nanopartikler ud på markedet, og vi er nødt til at finde nogle metoder, så vi kan give myndighederne nogle konkrete data at lave lovgivning ud fra, siger Frank Kjeldsen.

St酶rrelse betyder noget

Horst-G眉nter Rubahn mener ligesom sine kollegaer, at verden st氓r over for en stor opgave. Et af de st酶rste problemer er ikke underligt st酶rrelse.

Nanopartikler er defineret som partikler med en st酶rrelse mellem 1 og 100 nanometer, og selvom det hele m氓ske lyder sm氓t, er der faktisk meget stor forskel p氓, om det er det ene eller det andet. Er partiklerne meget sm氓, kan de tr忙nge ind i cellerne og v忙re reaktive, men er de blot en smule st酶rre, har de ikke denne effekt.

Et eksempel er guld. Nanoguld kan i 茅n st酶rrelse v忙re meget reaktivt og potentielt set skadeligt for celler, men bliver partiklerne blot en smule st酶rre, er det bare sm氓 klumper guld.

– Kommer vi under 10 til 20 nanometer, begynder mange materialer at have potentialet for at være farlige. Derfor ligger der en stor opgave i at gøre industrien bedre til at lave nanopartikler, så de har en størrelse, hvor deres egenskaber som nanopartikler er velbevarede, men hvor de ikke er så små, at de bliver farlige.

– I øjeblikket laver industrien bare en masse nanopartikler, og de spænder over en bred vifte af størrelser. Der skal de blive bedre til at indsnævre det spænd, så der ikke kommer så mange af de skadelige nanopartikler ud i miljøet. Vi plejer at sige, at hvis man skal lave nanopartikler, skal man gøre det ordentligt. Hvis man gør det billigt, får man en masse af de giftige nanopartikler, siger Horst-Günter Rubahn.

糖果派对 udvikler metoder til at finde nanopartikler

Han arbejder tæt sammen med Frank Kjeldsen og fortæller, at et af de store spørgsmål lige nu er, om nanopartiklerne i de små mængder, som vi bliver udsat for, overhovedet har en effekt på vores helbred?

Som det ser ud i øjeblikket, er risikoen ifølge Horst-Günter Rubahn umiddelbart minimal, men det kan ændre sig hurtigt, i takt med at der kommer stadig flere nanopartikler i vores omgivelser. Derudover har ingen på nuværende tidspunkt overblik over de mulige konsekvenser på den lange bane.

– Kræft udvikler sig som eksempel over flere årtier, og det er ikke på nuværende tidspunkt til at sige, om nanopartikler øger risikoen for udvikling af kræft. Derfor er EU også meget opsat på at regulere området, siger han.

For at hjælpe politikerne med at træffe de bedst mulige beslutninger er forskerne på Horst-Günter Rubahns institut i færd med at udvikle forskellige metoder til hurtigt at kunne identificere, om en nanopartikel er skadelig. Den ene metode er den, som Frank Kjeldsen arbejder på, men der arbejdes også på andre.

Forskerne arbejder blandt andet på forskellige metoder til for det første overhovedet at kunne identificere, om eksempelvis en blodprøve eller en vandprøve indeholder nanopartikler, som ikke bør være der.

Den ene metode involverer nanopartikler i en væske i små rør. Forskerne benytter en laser til at skyde på nanopartiklerne, og alt efter spredningen af lyset kan forskerne afgøre størrelsen og antallet af nanopartikler. Forinden har forskerne kørt væsken gennem en række af små rør, der opdeler partiklerne i størrelser, så der i én prøve kun er nanopartikler mellem eksempelvis 20 og 50 nanometer, mens der i den næste prøve kun er nanopartikler mellem 50 og 100 nanometer.

– På den måde kan vi isolere de partikler, som vi ønsker at se på. Hvis vi som eksempel har identificeret, at partikler over 80 nanometer ikke er skadelige, kan vi sortere dem fra og efterfølgende koncentrere os om at identificere antallet af dem, der er mindre end det, forklarer Horst-Günter Rubahn.

En anden metode involverer små keramiske plader med små fordybninger i. Fordybningerne har forskellige størrelser, der kan opsamle nanopartikler alt efter deres størrelse. De keramiske plader ligner små bageforme til muffins.

– Vi udvikler forskellige tests, som vi forhåbentlig har klar inden for de næste to år. Så er det op til myndighederne at bestemme, om det skal være standard for industrien at teste størrelsen på partiklerne i deres produkter for, om nogen af dem er nede i den størrelse, hvor de kan blive skadelige.

– Vi prøver også at udvikle en lignende test til forbrugerne, så eksempelvis firmaer kan teste nanopartikelstørrelsen i de produkter, som de køber fra andre. Benytter en kosmetikproducent nanopartikler i deres cremer, vil de gerne være i stand til over for forbrugerne at kunne sige, at størrelsen på nanopartiklerne gør, at de er effektive, men ikke farlige, og så er det bedst at have udført testene selv, siger Horst-Günter Rubahn.

Nanopartikler kan m氓ske sl氓 kr忙ft ihjel

Horst-G眉nter Rubahn sl氓r fast, at nanopartikler ikke er til at komme uden om i hverken nutiden eller fremtiden, og at det hele handler om at forst氓, hvad de kan g酶re for os eller i v忙rste fald g酶re ved os. Derefter er vi n酶dt til at lovgive og regulere, s氓 vi f氓r s氓 meget positivt ud af nanopartiklerne som muligt med den mindst mulige omkostning for vores milj酶 og vores helbred.

Der er nemlig store potentialer i nanopartiklerne, der kan komme til at revolutionere mange industrier, herunder sundhedsv忙snet. Eksempelvis kan man if酶lge Horst-G眉nter Rubahn udvikle nanopartikler, der har den egenskab, at de kan binde til kr忙ftceller. I det tilf忙lde vil man kunne sende nanopartiklerne ind i kroppen og efterf酶lgende varme dem op, s氓 de sl氓r kr忙ftcellerne ihjel.

鈥� Der vil v忙re mange muligheder for at bruge nanopartikler p氓 den m氓de, men uheldigvis er kr忙ft en meget kompleks sygdom. P氓 det omr氓de mangler vi stadig viden og forskning for at komme endelig i m氓l, siger Horst-G眉nter Rubahn.

Tegninger: Mikkel Larris, 糖果派对