Hvad er identitetspolitik?

Identitetspolitik er en samlebetegnelse for mange forskellige retninger. Det handler om holdninger eller bevægelser, der tager udgangspunkt i menneskers forskellige sociale og politiske identiteter. Det kan fx være køn, race, klasse, nationalitet, religion eller seksualitet.

Af samme grund bliver identitetspolitik ofte set på som en politisk kampplads, hvor nogle kæmper for at få forrang eller særlige privilegier frem for andre. Og hvor noget er entydigt rigtigt eller forkert.

Men sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen. Nogle gruppers forbedrede rettigheder behøver ikke at ske på bekostning af andres. Der er ikke partout tale om et nulsumsspil. I forbindelse med identitetspolitik bør også begrebet intersektionalitet nævnes. Det handler om samspillet mellem menneskers forskellige identiteter eller tilhørsforhold. Intersektionel teori medtænker, at der med udgangspunkt i ens sociale eller politiske identitet kan være flere forskellige måder at blive undertrykt, diskrimineret eller stigmatiseret på – på samme tid.

Hvorfor er identitetspolitik en kampplads?

Identitetspolitik bliver i hver sin ende af det politiske spektrum opfattet som hhv. progressiv eller reaktion忙r. Man kan godt argumentere for, at det kan tangere det reaktion忙re, hvis man har en statisk opfattelse af, hvem der er undertrykt.

Et eksempel kunne v忙re k酶nsdebatten. Her bliver man n酶dt til at v忙re opm忙rksom p氓, at selvom kvinders vilk氓r og rettigheder er en ekstremt vigtig dagsorden, kan m忙nd ogs氓 godt have udfordringer. Fx har m忙nd en kedelig plads i kriminalitetsstatistikker og i forhold til ensomhed og nogle sygdomme. Hvis man udelukkende t忙nker bin忙rt 鈥� at m忙nd har overh氓nden og kvinder underh氓nden 鈥� ender man med et forsimplet syn p氓 identitet og identitetspolitik.

Jeg mener, at identitetspolitik er n酶dt til at v忙re fleksibelt for at v忙re fornuftigt. Man m氓 n酶dvendigvis forholde sig til og blive ved med at unders酶ge, hvem der er privilegeret, og hvem der er undertrykt p氓 et givet sted og tidspunkt. Det er forhold, der hele tiden 忙ndrer sig.

N氓r politiske bev忙gelser tager udgangspunkt i, hvordan vi adskiller os fra hinanden, snarere end i, hvad vi har tilf忙lles, s氓 er det sv忙rt at undg氓 polarisering.

En anden 氓rsag til, at identitetspolitik bliver en slagmark, er selvf酶lgelig, at alle former for politik handler om interesser 鈥� og dermed ogs氓 interessekonflikter: Hvem skal have hvad og hvordan?

P氓 den m氓de kan man let f氓 den opfattelse, at det drejer sig om grupperinger, der k忙mper mod hinanden. Og at nogle skal afgive privilegier, for at andre kan f氓.

Hvad kan litteratur sige os om identitetspolitiske emner?

Litteraturen kan minde os om, at vi har mange identiteter i os, at vi er sammensatte, at vi er b氓de og. N氓r vi kommer ind i litteraturen og kunstens verden, kan vi som f氓 andre steder, 鈥檊氓 ind鈥� i nogle andre kroppe end dem, vi selv lever i, og forestille os, hvordan det er at leve andre menneskers tilv忙relse.

Det g酶r os bedre i stand til at reflektere over mange forskellige politiske og eksistentielle sp酶rgsm氓l. Man kan tage p氓 tidsrejse eller bes酶ge andre samfundslag eller andre kroppe end dem, man kender i forvejen.

Morten Pape og Yahya Hassan skriver fx om at leve på kanten af samfundet. Det giver læseren mulighed for at se ind i en verden, som rigtig mange mennesker ellers ikke kender til. Litteraturen gør os ikke kun i stand til at sætte os ind i, hvordan det føles for andre; den kan også give ret hverdagslige og konkrete bud på, hvordan vi kan løse nogle af vores samfundsmæssige udfordringer og fx skabe mere social retfærdighed.

Vi kan komme rundt i nogle afkroge af livet, vi ellers ikke kommer i, og det gør noget for os. Vi kan forstå andre menneskers helt daglige praksisnære liv, og hvad de har brug for, og hvad de kæmper med. Og så er der jo selvfølgelig også de narrative og æstetiske greb i kunsten og litteraturen, der gør det spændende og interessant at læse.

Tekster kan vække genkendelse i os og få os til at tænke: Det kan jeg genkende, eller det har jeg prøvet. Det kan godt være, at det er anderledes: Jeg er måske en mandlig læser, der læser om en kvinde, men jeg kan godt forstå, hvorfor hun føler eller tænker, som hun gør.

Hos Maja Lucas, der skriver om moderskab, er det iøjnefaldende, hvordan hun får gjort det usynlige arbejde, som også kaldes the mental load, synligt på en sjov og genkendelig måde. Man kunne også nævne forfattere som Olga Ravn og Cecilie Lind i den sammenhæng.

Med den genkendelse skaber litteraturen sympati for en position, som ikke er ens egen, men som man alligevel godt kan spejle sig i. Og sådan bliver identitetsbegrebet også lidt mindre statisk og lidt mere åbent overfor, at vi kan dele erfaringer, også selvom de er forskellige.

Litteraturen kan synliggøre mangetydigheden og minde os om, at det er okay at mene modsatrettede ting og at have forskellige konfliktende oplevelser og holdninger. Så bliver vi måske alle sammen en lille smule klogere og også mere forsigtige i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert – og dermed mindre polariserede. Det tror jeg, at vi kan lære af litteraturen.