
Invitation til ph.d.-forsvar: Hvordan strategisk planlægning påvirker landsbyers muligheder og uligheder
Fredag d. 11. april 2025 kan du deltage i ph.d.-forsvaret for Kasper Friis Bavnbæk. Ph.d.-projektet fokuserer på strategisk landsbyplanlægning, og på hvordan kommunernes planlægningspraksisser og samarbejdet med lokalråd og foreninger i landsbyerne både kan mindske eller forstærke eksisterende uligheder. Med udgangspunkt i begrebet 'rumlig retfærdighed' belyser forskningen, hvordan landsbyernes forudsætninger og vilkår skal tages i betragtning for at vi kan udvikle levedygtige landsbyer. Du tilmelder dig forsvaret nederst på denne side.
Hvad er hovedfokusset i din ph.d.?
Hovedfokusset i ph.d.-en er at bidrage med viden til at forstå udvikling af landsbyer og hvordan forskellige retfærdighedstolkninger implicit er med til at forme udviklingspotentialer og forventninger til de forskellige aktører, både fra kommunen og lokalsamfundene, samt hvilke mere generelle forudsætninger lokalsamfund har for at kunne deltage i sådanne udviklingssamarbejder.
Hvordan blev du interesseret i dit forskningsfelt?
Min interesse for geografi og steders kultur startede med en eventyrlyst og rejser, hvor jeg oplevede store forskelle i livsvilkår – fra favelaer i Rio til Nairobis slumområder tæt på økonomiske kraftcentre. Dette vækkede min interesse for retfærdighed, som jeg har koblet med kultursociologi og teorier om samfundsstrukturer, hvilket førte mig til begrebet rumlig retfærdighed, som kort fortalt handler om social retfærdighed med et geografisk perspektiv.
Min forskning udspringer af en stigende interesse for landdistriktssociologi og strategisk planlægning, som blev styrket under mit kandidatstudie og et praktikforløb i en kommunal planlægningsafdeling. Da strategisk planlægning for landsbyer blev et krav, begyndte jeg at undersøge, hvordan det påvirker kommuners og lokalsamfunds udvikling. Min ph.d. afdækker disse problemstillinger ved at analysere data om kommuneplanlægning og samarbejdet mellem kommuner og landsbyer – med fokus på, hvordan planlægning kan skabe både muligheder og uligheder i landdistrikterne.
Typer af retfærdighed i strategisk landsbyplanlægning
Retfærdighed kan forstås på flere måder:
Distributiv retfærdighed: Fokus på fordelingen af ressourcer og muligheder, fx sundhed og uddannelse.
Procedural retfærdighed: Fokus på lokal inddragelse i beslutningsprocesser.
Equality vs. Equity: Equality betyder ens behandling af alle, mens equity anerkender behovet for forskellig behandling for at opnå retfærdighed.
I landdistrikter påvirker disse aspekter bl.a. adgang til jobs, skoler og sundhedsydelser. Strategisk landsbyplanlægning kan bruges til at fremme rumlig retfærdighed og skabe balance mellem land og by.
Hvad er hovedpointerne i din ph.d.?
Min ph.d. består af fem videnskabelige artikler samt en rammetekst, der samler resultaterne og sætter dem i perspektiv. På tværs af artiklerne fremhæves tre hovedpointer:
Ulighed forstærkes gennem ikke-beslutninger
Selvom nye strategier og værktøjer introduceres i planlægningen, fastholdes ofte de eksisterende paradigmer. Et eksempel er det neo-endogene udviklingssyn, hvor ansvaret placeres hos lokalsamfundet selv. Landsbyer, der ikke har ressourcer eller kapacitet til at engagere sig, sakker bagud, hvilket skaber større forskelle mellem dem.
Det demokratiske paradoks i lokal deltagelse
Lokalt ejerskab og samarbejde fremhæves som nøgler til udvikling, men i praksis er rammerne for deltagelse fastlagt af kommunerne og tilpasset bestemte foreningstyper, især lokalråd. Andre foreninger, der opererer mere uafhængigt, inddrages også, men har sværere vilkår. Dermed sikrer inddragelse ikke nødvendigvis mere demokratisk indflydelse, da organisatoriske forskelle skaber ulige forudsætninger.
Diskurser former landsbyernes muligheder
Kommuneplaner beskriver ofte landsbyer som steder med potentiale for levedygtighed baseret på natur og livskvalitet. Samtidig defineres levedygtighed ud fra elementer, der findes i byer – såsom bosætning, erhverv og detailhandel – hvilket stiller landsbyerne i en position, hvor de beskrives ud fra deres mangler frem for deres styrker.
Hvem henvender dine resultater sig til, og hvordan kan de bruge dem?
Primært henvender resultaterne sig til alle, der har interesse i udvikling eller planlægning af landsbyer. Men der er især tre grupper, som vil finde resultaterne relevante:
Den første gruppe er dem, som professionelt arbejder med planlægning og landsby/lokalsamfund, f.eks. planlæggere i kommuner, landdistriktskoordinatorer og andre embedsfunktioner i kommuner, regioner, ministerier og styrelser, foruden de konsulentvirksomheder, der bidrager til lokale udviklingsplaner med mere.
Den anden gruppe er dem, som frivilligt er engageret i udviklingen af landsbyer og lokalsamfund. Det er blandt andre lokalråd og borgerforeninger, som oftest er dem, der er involveret i udviklingen af deres lokalsamfund i samarbejde med kommunerne.
Sidst men ikke mindst er resultaterne også interessante på politisk niveau, da jeg her netop bidrager med viden til at forstå, hvilke konsekvenser de strategiske beslutninger kan have.
Er der nogle resultater/opdagelser, du er særligt overrasket over?
Først og fremmest viste der sig stor forskel mellem kommunerne i, hvordan de tolkede og implementerede strategisk planlægning for landsbyer. Da den første officielle vejledning først kom et par år efter, at kravet blev indført, opstod der betydelig variation. Denne forskellighed gav mulighed for teoretiske analyser af, hvordan landsbyer differentieres i planlægningen.
En anden overraskelse dukkede op mod slutningen af projektet, da jeg analyserede sprogbrugen i kommuneplaner. Mens landsbyer ofte blev beskrevet med ord relateret til "levedygtighed", blev hovedbyer beskrevet som "levende" langt oftere. Dette antyder en implicit opfattelse af, at byerne allerede har liv, mens landsbyerne stadig skal "blive" levedygtige.
Tilmeld dig forsvaret
Tidspunkt
Forsvaret finder sted d. 11. april kl. 13.00-16.00
Sted
¿ªÔÆÌåÓýÌáÏÖ
Degnevej 14, 6705 Esbjerg Ø
Lokale 81103
Tilmelding
Det er gratis at deltage i forsvaret, men af hensyn til forplejning er det nødvendigt at tilmelde sig. Du tilmelder dig ved at følge og udfylde navn og e-mail.
Bemærk at forsvaret foregår på engelsk
Mød Kasper
Kasper er ph.d.-studerende ved Center for Landdistriktsforskning, hvor han forsker i strategisk landsbyplanlægning.